Tariffer for el fra vedvarende energikilder i Tyskland – ny EEG-ordning 2017
> September 2016

Den 8. juli 2016 blev der vedtaget betydelige ændringer i den tyske lov om vedvarende energi (EEG). Den nye EEG 2017 medfører et paradigmeskifte i Tyskland. Efter en overgangsperiode vil også tarifferne for el fra vindkraft ikke længere fastsættes ved lov, men fastlægges efter en udbudsprocedure. Denne artikel omhandler ændringerne i EEG for vindenergi på land. Med EEG 2017 omlægges EEG til en udbudsprocedure. Som udgangspunkt har vindmølleejere således kun et afregningskrav, hvis vindmølleprojekterne vinder et udbud. I udbudsrunderne skal onshore-vindmøller med over 750 kW deltage.

I 2017, 2018 og 2019 vil der blive udbudt 2.800 MW pr. år. Fra 2020 vil der årligt blive udbudt 2.900 MW. Vindmøller kan deltage i udbudsrunderne, hvis de er i besiddelse af en byggetilladelse udstedt i henhold til den tyske immissionslov (”Bundesimmissionsschutzgesetz”). Undtaget er dog borgerprojekter, som kan deltage i udbudsrunderne, uden at der skal foreligge en tilladelse forinden.

I udbudsrunderne bydes der på afregningsprisen (“anzulegender Wert“). Afregningsprisen danner grundlag for beregningen af tariffen, som vindmølleejeren reelt modtager månedligt. Sammen med den nye reference-produktionsmodel multipliceres afregningsprisen med en bestemt faktor, afhængigt af vindemølleplaceringens kvalitet. Således udgør faktoren ved en 100 %-placering, hvor en vindmølle producerer 100 % i forhold til referenceplaceringen, 1,00, ved en 70 %-placering 1,29 og ved en 130 %-placering udgør faktoren 0,85. Resultatet af denne multiplikation (afregningsprisen, som er blevet tildelt ved udbud, multipliceret med den enkelte faktor) er den tarif, som modtages for vindmøllerne i en periode på 20 år. Tariffen tilpasses fra begyndelsen af det 6., 11. og 16. år, som følger på det år, hvor møllen blev idriftsat, såfremt kvaliteten af vindmøllens faktiske placering afviger fra den kvalitet, som oprindeligt er blevet beregnet.

Den maksimale afregningspris for el fra onshore-vindmøller, som der kan bydes på i 2017 er 7,00 c/ kWh for en 100 %-placering. For udbudsrunderne fra 2018 vil den maksimale afregningspris for den enkelte udbudsrunde blive beregnet på grundlag af gennemsnitsværdien på hhv. det højeste bud, der har vundet i de seneste tre udbudsrunder, forhøjet med 8 %. Den første udbudsrunde afholdes den 1.5.2017, hvor der udbydes 800 MW. I 2017 vil der i to yderligere udbudsrunder blive udbudt hhv. 1.000 MW (den 1.8.2017 og 1.11.2017), mens der i 2018 vil blive afholdt fire udbudsrunder.

Onshore-vindmølleprojekter, som har fået godkendt byggetilladelsen inden den 1.1.2017 og hvis anlæg idriftsættes inden den 1.1.2019 og som har registreret tilladelsen i anlægskartoteket (”Anlagenregister”) inden den 1.2.2017, kan fortsat modtage økonomisk støtte på grundlag af bestemmelserne i EEG 2014. For at undgå fremrykningseffekten i overgangsperioden, vil der fra marts 2017 til august 2017 være en ekstraordinær degression på 1,05 % pr. måned.