Ny lovgivning for udbydere af åbne WLAN
> September 2016

I sommer trådte en lov om ændring af den tyske telemedielov i kraft. Lovgiver havde erkendt, at den fremadskridende digitalisering skaber forventninger om at kunne benytte trådløse lokale netværk (Wireless Local Area Network – WLAN) på hoteller, i byområder, på caféer, i lufthavne og i venteområder. Lovændringen har til formål at fremme WLAN-dækningen ved at tilvejebringe retssikkerhed for WLAN-udbydere i forhold til deres hæftelse. Den nye § 8, stk. 3 i telemedieloven ligestiller en WLAN-udbyder med en access-provider. En access-provider er en tjenesteudbyder, der stiller adgang til net, navnlig internettet, til rådighed, og udelukkende sender indhold fra tredjepart. Retspraksis stiller store krav til access-providerens hæftelse i forbindelse med forbrugernes lovovertrædelser. Navnlig eksisterer der ingen forpligtelse til aktivt at overvåge brugerne i forhold til eventuelle lovovertrædelser.

Lovændringen udelukker ikke fuldstændig en WLAN-udbyders hæftelse for f.eks. brugernes overtrædelser af ophavsretten (typisk fildeling). Det gøres dog klart, at WLAN-udbydere, der overholder bestemmelserne i loven, ikke hæfter som en såkaldt Störer (en person, der uden at være gerningsmand eller medvirkende til denne krænkelse forsætligt har bidraget til den).

Herudover har EU-Domstolen den 15.09.2016 afsagt dom i sag C-484/14 vedrørende en WLAN-udbyders hæftelse. Ifølge EU-Domstolen er en erhvervsmæssig udbyder af et WLAN-netværk, der stilles gratis til offentlighedens rådighed, principiel ikke ansvarlig for en brugers ophavsretskrænkelser. Udbyderen kan dog tilpligtes ved påbud, at sikre sit net med en adgangskode for at bringe retskrænkelser til ophør eller for at forebygge disse. Der kan hverken kræves blokering af internetopkoblingen eller generel overvågning af kommunikationen. Afgørelsen er bindende for tyske domstole.
> DOMSTOLENS DOM (Trdje Afdeling, sag C-484/14)