Myten om ulovligt tilvejebragte beviser ved hemmelig videoovervågning
> Maj 2017

Nærmest ”messende” fremføres det i arbejdsretssager – i det fleste tilfælde fra arbejdstagerside – at hemmelig videoovervågning fra arbejdsgiverside automatisk fører til et anvendelsesforbud mod de ved videoovervågning indhentede beviser. På dette område har Bundesarbeitsgericht (BAG) i sin dom af 20.10.2016 (2 AZR395/15) truffet en afbalanceret men også klar afgørelse og går imod denne grundlæggende opfattelse.

I den konkrete sag havde en arbejdsgiver i reservedelslageret hemmeligt installeret overvågningskameraer. Forinden var han blevet opmærksom på væsentlige differencer ved lageroptællingen og havde i første omgang forsøgt at afhjælpe situationen med en advarsel ved indgangen til reservedelslageret. Da dette ikke bar frugt, forbød han samtlige medarbejdere adgang til reservedelslageret, med undtagelse af lagerforvalterne. Da dette heller ikke gav resultat, installerede han uden medvirken af samarbejdsudvalget kameraerne og orienterede udelukkende lagerforvalterne.

Sagsøger, en mekaniker, blev afskediget, efter at overvågningsbillederne viste, at han for det første ulovligt havde bevæget sig ind på reservedelslageret og for det andet havde puttet reservedele i sin lomme.

Arbeitsgericht og Landesarbeitsgericht (LAG) gav sagsøger medhold i sagen. Bundesarbeitsgericht (BAG) omstødte imidlertid LAG’s dom.

I første omgang slog BAG fast, at der i henhold til den tyske civile retsplejelov ikke findes bestemmelser om forbud mod anvendelse af beviser. På baggrund af denne konstatering fremførte BAG, at der netop ikke findes et princip, hvorefter retten ikke må anvende ulovligt tilvejebragte oplysninger eller beviser, også i tilfælde af, at bestemmelserne om databeskyttelse tilsidesættes. Den manglende inddragelse af samarbejdsudvalget tilsidesætter reglerne om medarbejderrepræsentation, fører dog heller ikke til et forbud mod anvendelse af beviser, hvis foranstaltningerne i henhold til civilprocesretlige regler netop ikke fører til et anvendelsesforbud. Den konkrete måde, hvorpå informationerne og beviser tilvejebringes, skal være berettiget.

Derimod bør interessen i retsplejens effektivitet og anvendelsen af bevismidlet afvejes mod et indgreb i den pågældende medarbejders personlige rettigheder. BAG fremførte ganske vist, at interessen i at sikre bevismidler i sig selv ikke berettiger til et sådant indgreb i de personlige rettigheder.

Ifølge BAG’s opfattelse levede den hemmelige videoovervågning dog op til disse krav, da de forudgående foranstaltninger (advarsel og forbud mod adgang til lageret) netop ikke bar frugt. En ”simpel” mistanke er tilmed tilstrækkeligt for BAG – i dette konkrete tilfælde mod gruppen af mekanikerne.

Konklusion: Videoovervågning, herunder hemmelig videoovervågning, er muligt ved mistanke om en alvorlig beskæftigelsesmæssig forseelse som tyveri, hvis forudgående mindre restriktive foranstaltninger ikke kan afhjælpe situationen. Dette gælder også i de tilfælde, hvor reglerne om databeskyttelse og reglerne om inddragelse af samarbejdsudvalget ikke overholdes. Resultaterne af videoovervågningen må anvendes som beviser i en retssag.