Hvilken kontraktpart, der bærer risikoen for glasbrud, afhænger af den aftalte kvalitet
> Oktober 2014
Den tyske højesteret, Bundesgerichtshof (BGH), uddybede i en afsagt dom sin opfattelse vedrørende spørgsmålet om, hvem der bærer den uundgåelige risiko for et glasbrud.
Retten placerer spørgsmålet om glassets kvalitet i loven om mangelansvar. Ved hjælp af mangelansvarsloven skal vurderes, hvilken kvalitet er blevet aftalt mellem kontraktsparterne.Parterne i denne konkrete retsstridighed er uenige om, hvem der oppebærer omkostningerne for istandsættelsen af en stål-glas-facade, efter at flere ruder er gået itu, uden at der kunne konstateres nogen fremmed påvirkning.
BGH sagde, at forgående instans (Oberlandesgericht (OLG) Hamm) ikke på fyldestgørende måde havde beskæftiget sig med spørgsmålet, om parterne med hensyn til glasrudernes funktion havde aftalt, at glasruderne udelukkende måtte gå itu ved fremmed påvirkning.
Det betyder i praksis: Hvis en rude går itu uden fremmed påvirkning, og der ikke samtidig foreligger en aftale om, at ruden ikke må gå itu ”af sig selv”, så kan man ikke nødvendigvis drage den konklusion, at der foreligger en afvigelse fra den aftalte kvalitet, og at der derfor er tale om en mangel. Glasbrud repræsenterer en immanent risiko for en glasfacade.