Særlig beskyttelse mod afskedigelse ved kunstig befrugtning
> Maj 2015

Vordende mødre er som bekendt tildelt en særlig beskyttelse mod afskedigelse før og efter barnets fødsel. I henhold til § 9 stk. 1 Mutterschutzgesetz (tysk lov om mødres retsstilling) er opsigelse af en medarbejder under graviditet og indtil fire måneder efter fødslen ikke tilladt. Graviditetens begyndelse fastsættes ikke på basis af et biologisk tidspunkt, men bestemmes, i henhold til Bundesarbeitsgerichts retspraksis, på grundlag af en periode på 280 dage inden den af lægen beregnede dato for fødslen. Bundesarbeitsgericht skulle nu tage stilling til, hvornår beskyttelsen mod afskedigelse indtræder ved kunstig befrugtning.    

I den omhandlende sag havde en kvindelig arbejdstager informeret arbejdsgiveren om en nært forestående kunstig befrugtning og opsætning af det befrugtede æg. Kort tid efter opsætningen af det befrugtede æg, men inden det befrugtede æg havde fæstnet sig i arbejdstagerens livmoder, opsagde arbejdsgiveren ansættelsesforholdet.    

Bundesarbeitsgericht fandt, at det ved definitionen af graviditeten i henhold til § 9 stk. 1 Mutterschutzgesetz ved kunstig befrugtning udelukkende kommer an på tidspunktet for opsætningen af det befrugtede æg og ikke på tidspunktet, hvor det befrugtede æg har fæstnet sig i livmoderen.

Derfor var opsigelsen ugyldig, idet det befrugtede æg allerede på tidspunktet for opsigelsen var sat op og den pågældende arbejdstager således blev betragtet som værende gravid. Derfor finder retsvirkningerne i henhold til § 9 stk. 1 Mutterschutzgesetz anvendelse.

Konklusion:
Ved kunstig befrugtning finder den særlige beskyttelse mod afskedigelse allerede anvendelse fra den dato, hvor det befrugtede æg sættes op.