”Huslejebremse” og rekvirent-princippet – fra i dag af gælder der vigtige ændringer inden for leje- og mæglerloven
> 1. juni 2015

I dag trådte lovændringen af lejeloven (MietNovG) i kraft. For det første fastlægger denne lov den såkaldte ”huslejebremse” for førstegangsudlejning i ”områder med boligmangel”. Disse områder udpeges af delstaterne for en periode på højst fem år. Her må huslejen maksimalt stige med 10 % over den sammenligningsleje, der er gældende i området og som regel fastsættes i henhold til den lokale oversigt over husleje.

Hvis den husleje, som den forrige lejer betalte, dog i forvejen lå over den husleje, der beregnes i henhold til huslejebremsen, må der kun træffes aftale om en husleje, der ikke overstiger den forrige husleje. Der gælder ligeledes undtagelser ved nybyggeri (med førstegangsudlejning efter den 01.10.2014) samt ved førstegangsudlejning efter omfattende modernisering (ved moderniseringsomkostninger, der udgør en tredjedel af et sammenligneligt nybyggeri).

Berlin er den eneste delstat, hvor huslejebremsen allerede nu finder anvendelse. Dette skyldes forordningen om loft for huslejestigninger, der gælder for hele Berlin. Fra den 01.07.2015 følger Nordrhein-Westfalen, og især områderne Rheinland og Münster, trop. Andre delstater undersøger nu i hvilke byer, der er en særlig boligmangel, uden at have nævnt nogle datoer. I Hamborg kæmper den rød-grønne regering lige nu med Hamborgs boligsektor om de områder, hvor lovændringen skal finde anvendelse. På den anden side mener andre delstater, som f.eks. Sachsen-Anhalt og Saarland, ikke, at der er en boligmangel i deres områder. Derfor vil de ikke fastlægge nogen områder, hvor ”huslejebremsen” skal gælde.

De andre lovændringer vedrører loven om boligformidling. I henhold hertil må en mægler kun beregne et mæglersalær i forbindelse med en boligformidling, hvis han på forhånd har fået truffet aftale herom med den boligsøgende og han derfor beder udlejer om et tilbud. Kort sagt: Den, der bestiller mægleren, betaler.

Kun de boliger, som mægleren udelukkende og faktisk søger til lejeren, er underlagt rekvirent-princippet. Princippet gælder ikke for boliger, der er opført på internettet eller i aviser, eller i de tilfælde, hvor det kan dokumenteres, at mægleren havde boligerne i forvejen.