I landzone: Ingen oplysningspligt om fredet område
> August 2015

OLG Hamm har afvist en pligt for sælgeren til at oplyse om et fredet område i forbindelse med et areal beliggende i landzone. Sagens omstændigheder:
Køberne håbede i forbindelse med køb af tre arealer i landzone, at arealerne i fremtiden ville kunne blive til byggegrunde. Da den endelige bebyggelse blev afvist af myndighederne, gjorde køberne gældende, at sælgerne burde have oplyst dem om, at arealer lå i et fredet område. Derfor krævede køberne, at handelen skulle gå tilbage, samt erstatning.

OLG Hamms afgørelse:
OLG Hamm (dom af 26.03.2015 – 22 U 147/14) fastslog, at sælgeren ikke havde pligt til uopfordret at oplyse køberne herom. Der består således ikke i forbindelse med kontraktforhandlinger nogen generel retlig forpligtelse til at oplyse køberen om samtlige detaljer og omstændigheder, der kan påvirke hans beslutning. Køberen er selv ansvarlig for sine egne retlige transaktioner og må derfor selv for egen regning og risiko skaffe sig alle de oplysninger, der er relevante for hans beslutning. Navnlig da køberne vidste, at det solgte ikke var byggegrunde, burde de have søgt udtømmende oplysninger om de retlige rammebetingelser for de fremtidige byggemuligheder. Undtagelsesvis kan der bestå en oplysningspligt for sælgeren, nemlig når køberen i god tro og efter sædvane må kunne forvente at modtage oplysning om disse forhold. Dette blev afvist af OLG Hamm, da landskabsplanen og arealanvendelsesplanen, hvor det fredede område er vist, var almindeligt tilgængelige og også kunne ses på internettet.

Konklusion:
Køber skal selv sørge for at skaffe sig oplysninger. I forbindelse med større transaktioner er det derfor hensigtsmæssigt at lade foretage en due diligence vedrørende købsgenstanden.

Kontakt: