Klausul om afkald på sagsanlæg i en standardmæssig aftale om afvikling af arbejdsforholdet
> Juni 2016
Et populært instrument til juridisk sikring af afslutningen af et arbejdsforhold er indgåelsen af en aftale om afvikling af arbejdsforholdet, efter at en forskriftsmæssig opsigelse er gennemført. I praksis aftales ofte klausuler, hvorefter arbejdstageren ved underskrivelsen af aftalen om afvikling af arbejdsforholdet giver afkald på at anlægge sag om afskedigelsesbeskyttelse i medfør af § 4 i Kündigungsschutzgesetz (KSchG) [lov om beskyttelse mod afskedigelse] inden for 3-ugersfristen for sagsanlæg.
Arbejdsgiveren håber med en sådan klausul at have opnået retssikkerhed omkring arbejdsforholdets afslutning. En sådan klausul fører imidlertid sjældent til det ønskede resultat. Principielt er aftaler mellem arbejdstagere og arbejdsgivere vedrørende arbejdsforholdet forbrugeraftaler i BGB § 310, stk. 3’s forstand. Dette gælder også for aftaler mellem arbejdstagere og arbejdsgivere om vilkårene for afslutningen af arbejdsforholdet. Dermed er sådanne aftaler omfattet af den såkaldte kontrol af almindelige forretningsbetingelser efter BGB §§ 307 ff.
Ifølge BGB § 307, stk. 1, kan vilkår i almindelige forretningsbetingelser tilsidesættes, hvis de i strid med redelig handlemåde stiller affatterens medkontrahent, altså i dette tilfælde arbejdstageren, urimeligt ringe.
Ifølge Bundesarbeitsgerichts (BAG) [forbundsarbejdsretten] retspraksis er spørgsmålet om en passende kompensation altid afgørende ved vurderingen af, om enkelte vilkår (bestemmelser eller klausuler) i en aftale om afvikling af arbejdsforholdet stiller arbejdstageren urimeligt ringe. BAG spørger i forbindelse med vurderingen af, om arbejdstageren stilles urimeligt ringe, hvorvidt der i aftalen om afviklingen af arbejdsforholdet tilsiges arbejdstageren en passende modydelse - i almindelighed ud over det pligtmæssige - til gengæld for afkaldet på at rejse sag.
Som særligt vigtigt, men lige så upopulært instrument til kompensation må man nævne godtgørelser. Disse kan i passende størrelsesorden være en rimelig modydelse til den retssikkerhed, arbejdsgiveren tilstræber. Betalingen af en godtgørelse er imidlertid netop det, arbejdsgiveren er bange for især i forbindelse med en forestående retstvist. Med en afkaldsklausul ønsker arbejdsgiveren altså netop fra først af at sætte en stopper for betalingen af en godtgørelse. Dette gælder især, når opsigelsesgrundene ikke er alt for holdbare.
Ifølge BAG’s seneste retspraksis er en afsluttende udtalelse, der er bedre end den, arbejdsgiveren er forpligtet til at afgive, ikke tilstrækkeligt. En udtalelse, der er bedre end den, arbejdsgiveren er forpligtet til at afgive, er ikke en tilstrækkelig kompensation i relation til vurderingen af, om arbejdstageren stilles urimeligt ringe.
Resultatet er, at en manglende balance mellem afkaldsklausulen og en kompenserende modydelse fører til, at afkaldsklausulen kan tilsidesættes efter BGB § 307, stk. 1. Arbejdstageren kan anlægge sag ved Arbejdsretten inden for 3-ugersfristen for sagsanlæg og er ikke bundet af afkaldsklausulens bestemmelser.
Konklusion:
Arbejdsgiveren kan ved brug af klausuler om afkald på sagsanlæg med en utilstrækkelig modydelse ikke være sikker på, at afkaldsklausulen holder.
