Retsgrundlaget for handel med Iran
> Juni 2016
Fra den 16. januar i år er handelssanktionerne mod Iran stort set helt ophævet. Forretninger med den iranske olie- og gassektor er nu igen tilladt. De økonomiske sanktioner med de deraf følgende forpligtelser til anmeldelse og godkendelse af betalingstransaktioner med Iran er bortfaldet. Tilsvarende det generelle forsikringsforbud. Endelig er mange iranske personer og virksomheder blevet strøget af sanktionslisten.
Hvor stor de tyske virksomheders interesse for forretningsaktiviteter med Iran har været siden da, manifesterer i antallet af de mange forretningsdelegationer, der i den seneste tid har rejst rundt i Iran. De tyske virksomheders interessen for Iran medfører - i hvert fald fra et rådgiverperspektiv - at det iranske retssystem kommer i fokus. For kendskab til de retlige rammer er nødvendigt for at kunne vurdere og reducere risici af enhver art.Hjørnestenen for den iranske erhvervsret er for det første den iranske civillovbog, som blev givet allerede i 1929. Indholdsmæssigt er den en kodifikation af shiitisk-islamisk ret, men er i struktur og opbygning stærkt orienteret efter den franske Code civil, der har været brugt af forfatterne af den iranske civile lovbog som skabelon. På denne baggrund er de mange paralleller til den franske civilretsdoktrin ikke overraskende. Privatautonomien samt kontrakts- og formfriheden er grundlæggende principper i den iranske civilret, der har fundet udtryk i art. 10 i den iranske civillovbog.
En anden hjørnesten i den iranske erhvervsret er den iranske handelslovbog af 1932 som ændret ved reformloven af 1965. Den indeholder ud over retsreglerne for erhvervsdrivende navnlig også den iranske selskabsret. Den iranske selskabsret er opdelt i person- og kapitalselskaber, hvoraf kapitalselskaberne antagelig er af størst interesse på dette sted. Nævnes skal de såkaldte Sherkat ba masouliat-e mahdoud, der svarer til anpartsselskaber, samt aktieselskabet, det såkaldte Sherkat-e Sahami khas. Et minimumskapital kræves ikke i forbindelse med i det iranske anpartsselskab. For så vidt angår aktieselskaber udgør den 1.000.000,00 IR. Til stiftelse af det iranske anpartsselskab kræves mindst to og for så vidt angår A/S tre selskabsdeltagere.
For udenlandske virksomheder og investorer spiller især loven om investeringsbeskyttelse fra 2002 en rolle. Som følge af den såkaldte Foreign Investment Promotion and Protection Act har det siden været muligt for udenlandske investorer under iagttagelse af den i loven foreskrevne procedure at blive 100% selskabsdeltagere i et iransk selskab.
Herudover er der i Foreign Investment Promotion og Protection Act også yderligere beskyttelsesstandarder for udenlandske investorer. Disse er overlejret af talrige aftaler om investeringsbeskyttelse, som Iran har indgået med andre stater. Dette omfatter navnlig også Tyskland, med hvilket en aftale har været gældende siden 2005. Denne aftale giver bl.a. beskyttelse mod ekspropriation og ekspropriationslignende indgreb samt mod diskrimination. I tilfælde af, at en tysk investor er blevet krænket i sine rettigheder, være sig iht. FIPPA eller i henhold til aftalen, har den pågældende mulighed for at indlede en voldgiftssag mod Iran.
Iran har siden 2002 være signatarstat til New York-konventionen af 1958, i henhold til hvis bestemmelser landet har forpligtet sig til anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, der er afsagt i udlandet. Iran har også i 1997 vedtaget loven om international handelsvoldgift, der baseret på UNCITRAL-MG af 1985. Denne er udarbejdet som forslag af De Forenede Nationers Kommission for International Handelsret med henblik på retsharmonisering og overtaget af Iran med nogle få ændringer.
Den giver parterne mange muligheder for at øve indflydelse på voldgiftsproceduren i overensstemmelse med internationale standarder. Ud over sproget og procesreglerne kan parterne inden for området for handelsvoldgiften nu også frit vælge, hvilken materiel ret, der skal finde anvendelse på tvisten.
En i denne forbindelse vigtig begrænsning, der følger af iransk lov, er forbeholdet om parlamentarisk godkendelse i den iranske forfatnings art. 139. I henhold hertil gælder der et forbehold om parlamentets godkendelse af voldgiftsklausuler i aftaler mellem udlændinge og det offentlige, hvilket ifølge iransk opfattelse også gælder for privatretligt organiserede virksomheder, som er ejet af staten. I forbindelse sådanne aftaler skal det iranske parlament give sit samtykke før påbegyndelsen af voldgiften. Om denne godkendelse også gælder inden for anvendelsesområdet for bilaterale aftaler om investeringsbeskyttelse, som f.eks. med Tyskland, diskuteres heftigt i den iranske litteratur. Forfatter: Bahram Ardehali > beck middle east